I Skovene er der ikke sikkert om Natten, de gamle Skove gaar igen. Skønt faldne og døde for saamange tusend Aar siden, og glemte om Dagen, vaagner de ved Nattetid igen, stiger op, ligesom de Faldne af deres Grave paa Valpladsen, og forvandler Verden. Ak Skov, du faldne Storhed, hvor er din Rædsel, hvor er din dybe Hemmelighed. Der var Tider, da menneskelig Tanke veg tilbage fra din hellige Grund, du var det ukendtes Bolig, Tempel for Hemmelighed, du var det uudgrundeliges Symbol. Nu er det forbi, Mørket er veget, Trolddommen er brudt, Skoven, der er kendt og gennemkrydset af hundrede Veie, er om Dagen aabent Land og tilhører Menneskene. Men den forandres om Aftenen, naar Mørket falder paa, b…
Or read it translated: 日本語 · 中文 · हिन्दी · Español · العربية · Français · বাংলা · Português · Русский · Bahasa Indonesia · اردو · Deutsch · Kiswahili · 한국어